Vision

LEARN|RIGHT ønsker at bidrage til at udvikle og udbrede en menneskerettighedsbaseret pædagogik, der har til formål at styrke deltagernes handlekraft i et demokratisk samfund baseret på respekt for menneskerettighederne.

Mission

LEARN|RIGHT rådgiver om, designer, faciliterer og evaluerer læringsforløb med menneskerettighederne som mål og arbejdsmetode. Det betyder:

  • At vi anvender de standarder, som staterne har bundet sig til i internationale, regionale og nationale menneskerettighedsinstrumenter som mål for vores arbejde samt de rapporteringer og anbefalinger, der findes i de menneskeretlige monitoreringssystemer i vores kontekstanalyse;
  • At vi anvender de menneskeretlige principper som guide for, hvordan vi planlægger og gennemfører uddannelsesprojekter, samt for det læringsmiljø vi skaber, og de undervisningsmetoder vi anvender;
  • At vi arbejder ud fra en læringsforståelse, hvor de lærende ikke kun skal have viden om et område, men også have opbygget de nødvendige kompetencerværdier og holdninger, til at de kan handle, på den viden de får.
  • At vi arbejder ud fra en pædagogik, hvor de lærende ikke kun skal lære om deres rettigheder, men gennem deres rettigheder i et læringsmiljø og gennem læringsmetoder, der respekterer og understøtter menneskerettighederne, for at de lærende kan blive i stand til at nyde og udøve deres rettigheder og respektere og beskytte andres. 

Værdier

LEARN|RIGHTs værdier guider os i vores planlægning og metodevalg og repræsenterer vores ønske om at arbejde på en måde, der er i overensstemmelse med menneskeretlige principper og værdier. Læs mere om vores tre kerneværdier nedenfor.

Deltageren i centrum

Vi mener, at uddannelsesprojekter og undervisning skal have deltagerne i centrum; det er deltagernes udvikling, der er målet, og vi skal derfor tage udgangspunkt i og inkludere deltagerne mest muligt. Vi stræber derfor mod, at uddannelsesprojekter og undervisning…

  • tager udgangspunkt i deltagernes baggrund, forudsætninger, kontekst og læringsbehov;
  • er inkluderende og motiverende og aktiverer deltagerne;
  • inddrager deltagerne i at sætte mål samt i de løbende beslutninger og tilpasninger af aktiviteter.

Aktiv deltagelse og handlekraft

Vi mener, at det kræver aktiv deltagelse at bringe deltagerne i centrum og at aktiv deltagelse er med til at sikre, at deltagerne opbygger handlekompetencer og bliver handlekraftige. Vi stræber derfor mod…

  • at deltagerne involveres aktivt i udvikling, implementering og evaluering af projekter og undervisning;
  • at undervisningen er praksisorienteret og interaktiv, så den kan bruges aktivt;
  • at undervisningen styrker samarbejdet og udveksling af erfaringer deltagerne imellem.

Gensidig ansvarlighed

Vi står inde for vores metoder og tager ansvar for at følge vores aktiviteter til dørs, ligesom vi arbejder for at forankre dem strukturelt. Vi forventer gensidig ansvarlighed fra samarbejdspartnere og deltagere. Det betyder..

  • vi gør, hvad vi siger, og siger, hvad vi gør og forventer det samme af vores samarbejdspartnere;
  • vi anvender velafprøvede planlægningsværktøjer til projekter og kurser
  • vi forventer at deltagerne deltager aktivt og tager ansvar for egen læring, undervisning og projekter